Det varierer med sporten, men de fleste af dem har meget hårde kvalifikationsregler, som inkluderer at opfylde standarder i verdensklasse på regionale eller internationale møder, før du endda er berettiget til at deltage, og så skal du stille holdet. Dette betyder, at ikke kun atleterne skal have kvalifikationer i verdensklasse, de har også brug for træning på heltid og massiv økonomisk støtte for at gå til møder / konkurrencer. Med andre ord skal du være en professionel sportsudøver eller blive støttet af sponsorer, der er villige til at tage regningen.
Der er undtagelser, men pengene skal stadig være der. Hvis du agter at vinde en medalje og ikke bare være en olympisk turist, skal du træne på fuld tid og have evnen til at opfylde standarderne. Ofte betyder det at starte meget ung i en sport uden garanti for, at du nogensinde kommer til OL. Hvis du er et teammedlem, skal du vælges af den nationale coachingstab og være til rådighed i årevis for at stille holdet. I individuelle sportsgrene har de fleste atleter været på juniorhold og har haft adskillige konkurrencer i karrieren, herunder regionale og internationale kampe på alle niveauer.
I gamle dage udviklede spil sig med konkurrence mellem krigere i fredstider. Løb, boksning, wrestling og vogne var en del af militærtræningen. De bedste krigere blandt dem viste deres udholdenhed i konkurrencedygtige sportsgrene. Ifølge nyhedsbureauet ‘RIA Novosti’ blev de gamle olympiske lege afholdt mellem krigere og spillere for 1200 år siden. Selvom den første officielle begivenhed under OL blev afholdt i 776 f.Kr., var den sidste gang den blev afholdt i 394 e.Kr. Efter dette blev det forbudt af kejseren Theodosius af Rom og kaldte det en hedensk festival. Efter dette blev disse spil glemt i cirka halvandet årtusinde. Der var dog forskellige typer konkurrence blandt eliten i middelalderen. Men de kunne ikke få status som sportsbegivenheder.
Generelt havde folk ikke tid til sport i denne periode i mangel af suveræne civilisationer som Rom og Grækenland. I det 19. århundrede blev denne tradition fra den gamle periode genoplivet med udviklingen af en fælles civilisation i Europa. Æren for dette går til den franske aristokrat Baron Pierre de Coubertin. Coubertin satte sig to mål, det ene var at gøre kampene populære i sit land og det andet at mobilisere alle landene til fredelig konkurrence. Coubertin mente, at sport kunne være det bedste middel til at afværge krig. Baseret på denne hypotese om Coubertin blev de moderne olympiske lege for første gang i år 1896 afholdt i Athen, Grækenlands hovedstad. I det tidlige årti kæmpede den olympiske bevægelse for at redde dens eksistens, fordi Coubertin-hypotesen ikke kunne understøttes af nogen større magt.
De to udgaver af OL, der blev afholdt i Paris og St. Louis i årene 1900 og 1904, kunne ikke være populære, da der var mangel på storslåede begivenheder i denne periode. Den olympiske bevægelse afsluttedes i London med sin fjerde udgave. 2000 atleter deltog i det. Dette antal var mere end summen af de sidste tre begivenheder. Med Berlin-udgaven af året 1930 var der en ny vitalitet i den olympiske bevægelse. Den fortsatte konkurrence på det sociale og politiske niveau gjorde nazisterne til et middel til at bevise deres overlegenhed. OL’s berømmelse nåede sit højdepunkt, da Sovjet-Amerika trådte ind i sportsarenaen i 1950’erne. Efter dette blev spillet aldrig adskilt fra politik. Sport er ikke kun et spørgsmål om politik. De blev en vigtig del af politik. Da supermagter som Sovjetunionen og Amerika aldrig åbent kunne kæmpe mod hinanden på slagmarken. Derfor gjorde de OL til et middel til at bevise sin overlegenhed. Den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy sagde engang, at rumfartøjer og olympiske guldmedaljer er symbolerne på et lands omdømme. Under den kolde krig fremkom rumfartøjer og guldmedaljer som supermagternes største mål. Store sportsbegivenheder blev en del af denne fredskrig, og legepladser blev omdannet til slagmarker.
Sovjetunionen tilbagebetalte nederlaget i hænderne på De Forenede Stater i Mexico-OL i 1968 ved OL i München i 1972. På Sovjetunionens 50-års jubilæum ønskede folket der ikke at tabe for Amerika for enhver pris. Som et resultat vandt sovjetiske atleter i alt 99 medaljer med 50 guldmedaljer. Dette nummer var en tredjedel mere end de medaljer, USA vandt. I 1980 nægtede USA og dets allierede i Vesten at deltage i OL i Moskva i 1980. Herefter boykottede Sovjetunionen OL i Los Angeles i 1984 for at afregne kontoen. Sovjetunionen beviste endnu en gang sin overlegenhed ved Seoul-OL i 1988. De vandt 132 medaljer, deriblandt 55 guld. Amerika modtog 94 medaljer inklusive 34 guld. Amerika blev tredje efter Østtyskland. Sovjetunionen fastholdt også sit overherredømme ved OL i Barcelona 1992. Dog var Sovjetunionen gået i opløsning på det tidspunkt. Et fælles hold deltog i OL. På trods af dette vandt de 112 medaljer, hvoraf 45 guld. Amerika modtog 108 medaljer med 37 guld. Rusland (opkaldt efter splitten i Sovjetunionen) endte på andenpladsen i den ikke-officielle pointtabel ved Atlanta i Atlanta og 1996 i Sydney 2000. De blev tredje ved OL i Athen i 2004.
Beijing-OL 2008 betragtes som den bedste begivenhed nogensinde. Under de olympiske lege, der varede i femten dage, vandt Kina ikke kun folks hjerter med sine storslåede værter, men skabte også historie ved at vinde flest guldmedaljer. Kina toppede medaljetabellen for første gang. Mens Amerika måtte være tilfreds med andenpladsen selv. Indien vandt også en guldmedalje i de individuelle begivenheder for første gang i OL’s historie, og for første gang vandt det tre medaljer samtidig.